De fem faser i sorgen.
- Min corona tid
- 14. apr. 2020
- 3 min læsning
Når vi lider tab, har vi hver vores måde at reagere på. Vi har mistet en stor del af den korte tid, vi får som efterskoleelever. Her er der et indlæg om de 5 mest kendte faser, som vi går igennem når vi sørger.
Dato: 14. april 2020
Tid: kl. 09:17
Smittede: 6511
Indlagte: 380
Dødsfald: 299
Hej igen!
Jeg hedder Signe, og her har jeg skrevet et indlæg om de 5 forskellige faser i sorgen, når man har mistet. Efterskolen er vores hjertebarn, og derfor gør det ondt, når det bliver taget fra os. Her kan du læse, hvordan mine følelser har udviklet sig, imens jeg gik igennem de her sorgfaser.
“ Når du lider et tab, er der sorgens 5 faser, som man kommer igennem, inden man kan acceptere. På Viby Efterskole har vi lidt et kæmpe tab. 2 måneder af vores efterskoleår er gået tabt. Dem får vi aldrig igen.”
Når du lider et tab, er der sorgens 5 faser, som man kommer igennem, inden man kan acceptere. På Viby Efterskole har vi lidt et kæmpe tab. 2 måneder af vores efterskoleår er gået tabt. Dem får vi aldrig igen. Jeg kan selvfølgelig ikke tale på andres vegne end mine egne, når jeg siger, at det for mig har været en proces at skulle acceptere, at mit efterskoleår ikke gik som planlagt. For at være helt ærlig, så tror jeg ikke helt, jeg har accepteret det endnu. Det her er en speciel situation, for hver gang vi har været ved at affinde os med at være hjemme, så har vi måtte starte forfra, når vi igen fik at vide, at vi skulle blive hjemme i 14 dage, 1 måned, 2 måneder.
Vi sørger alle forskelligt, og det er derfor ikke sikkert, at den måde du har sørget på, passer præcis ind i de her sorgfaser. Du har måske kun mærket nogle af faserne og måske i en helt anden rækkefølge.
Man starter med at benægte. Forstår ikke hvad der sker, hjernen kan ikke kapere alle de følelser, og man kan blive så overvældet, at man lukker af, og bare er i en tilstand af chok, og det hele kan føles meningsløst. Personligt passede det rimeligt godt på mig. Da vi fik at vide, vi skulle hjem, gik det ikke helt op for mig før et par timer senere, da jeg så folk gå fra skolen. Man kunne konstant høre lyden af kufferter der rullede over fliserne og folk vinkede ud af vinduerne, som var det sidste gang vi skulle se hinanden. Det føles så tomt. Jeg begyndte først at græde, men pludselig stoppede jeg og tænkte: Det er kun 2 uger, det kan vi sagtens klare! Lad os bare få det bedste ud af det.
Jeg kom hjem om formiddagen d. 12 marts og tænkte, at de næste par uger ville jeg være produktiv og bruge min tid fornuftigt. Jeg malede mit værelse, da det er noget, jeg længe har ville gøre. Jeg begyndte at bage og lave en masse mad, som jeg normalt synes er hyggeligt. Jeg begyndte at tegne og strikke osv. Jeg kan så afsløre, at det bestemt ikke blev ved med at være hyggeligt.
Jeg begyndte at blive mere og mere dårligt humør og blev meget let irriteret eller provokeret. Det gik op for mig, hvor uretfærdigt det er, at det lige rammer, når jeg er på efterskole. Jeg blev vred og frustreret, som er den anden fase i denne “model”. Jeg stillede mig selv det spørgsmål, som jeg tror rigtig har gjort i denne tid. Hvorfor lige nu? Hvorfor lige mig? Man prøver at lægge skylden på nogen, men det er svært, for hvor lægger skylden?
Jeg ville ønske man kunne gøre en forskel. Jeg vil så gerne tilbage på skolen, så da jeg opdagede at nogen havde startet en underskriftindsamling der kæmpede for efterskoler, ramte jeg den 3 fase som er forhandling. Hvis bare vi får nok underskrifter, så er der håb. Så kan vi komme tilbage og alt bliver godt. Rigtig mange delte opslaget på Facebook, og det bekræfter mig i, at vi er mange, der har følt den her forhandlingsfase. Efter nogle dage begyndte jeg dog at miste håbet. Den 10. maj. Det virker som langt ude i fremtiden. Uendeligt langt og hvad nu hvis vi ikke engang kommer tilbage der? Depressionen er fase 4.
Jeg orkede ikke lave noget og dagene føltes mere og mere ens. Så kunne det hele også være ligemeget. Hvorfor overhovedet prøve at være produktiv, det betyder jo ikke noget alligevel?
På en måde tror jeg stadig, jeg er lidt i den her fase. Jeg er på vej til at acceptere at jeg ikke kan ændre det, men jeg er der ikke helt endnu.
Hvis du kan relatere eller har noget nyt at tilføje, er du meget velkommen til at dele det med os:)
Hav en dejlig dag:)
Comments